SkiLab - et skiakademi
Bootcampen er igen i år arrangeret i samarbejde med SkiLab, som leverer instruktørerne til campen. SkiLab er et skiakademi der startede i 2016. Dengang var omdrejningspunktet forberedelsesture til Den Danske Skiskoles instruktørkurser, men siden da har det udviklet sig meget, og i dag arrangerer de flere forskellige camps og workshops. Filosofien på SkiLabs camps, er at skabe et godt socialt miljø som fundament for læring, og derudfra bygge dygtige skiløbere. SkiLab håndplukker deres instruktører, så du på SkiBootCamp får creme de la creme af danske ski-undervisere.
Lederen af SkiBootCamp
I år har vi igen allieret os med Kasper Kirketerp fra SkiLab.
Kasper Kirketerp, der har styret SkiBootCampen siden 2018, vil styre slagets gang igen i år. Siden Kasper var helt lille, har næsten hele hans liv drejet sig om ski, ski, ski - og så lidt udstyr. Kasper har været på ni sæsoner. Han er uddannet PSI (Professionel Ski Instruktør) fra Den Danske Skiskole i 2010, Eurotrainer (uddanner) i Den Danske Skiskole i 2014 og har også de franske eksamener Eurotest og Euro Security - kort sagt: Den højeste skilæreruddannelse i Europa.
Danmarks mest inspirerende instruktører
Foruden Kasper, har vi igen i år samlet nogle af Danmarks mest inspirerende skiinstruktører som skal undervise alle deltagere på SkiBootCamp. Instruktørerne er hamrende skarpe skiløbere, top-engagerede og ret unikke.
Alle instruktørerne er vant til at skubbe og hjælpe skiløbere med at blive bedre på ski, alt sammen ud fra det niveau som deres hold og hver enkelt skiløber er på. Vi håber, I har spændt hjelmen og lavet jeres squads, for det bliver hårdt, fantastisk og I får en masse brugbart med hjem i bagagen.
Vi ses på Skibootcamp
Vi glæder os til at tage imod dig på SkiBootCamp - uanset om du rejser med din veninde, datter, kæreste eller alene, så er der plads til dig. Men tænk ikke for længe! De sidste par år har pladserne været revet væk.
Sådan bor du på Skibootcamp
Rejser du alene, så vil vi anbefale, at du booker en seng på et dobbeltværelse med opredning. Vi garanterer, at du kun kommer til at sove med nogle af samme køn.
Vi gør også opmærksom på, at vi ikke kan garantere at du får det værelse du booker online, da vi efterfølgende fordeler værelserne, så det passer med mænd/kvinder. Vi vil naturligvis gøre alt hvad vi kan for at gøre alle tilfredse.
Hvis I rejser flere sammen, skal I ringe ind til os og høre om der er mulighed for at få et værelse sammen.