Skiferie for hele familien
På et plateau højt over Oberinntal i Tyrol finder I det
børnevenlige skiområde, Serfaus. Byen har et meget effektivt
liftsystem med pister helt ned midt i byen og perfekte forhold til
børn og nybegyndere. Vi råder både over billig indkvartering i
lejlighed og luksusophold på hotel.
Den centrale del af byen er bilfri. Kørsel er kun tilladt i
forbindelse med til- og frakørsel til
indkvarteringsstederne. En effektiv undergrundsbane forbinder
byen fra indkvarteringen helt frem til liftstationen, hvor 4
gondol- og kabinelifte tager jer op til det fantastiske
skiløb.
Skiområdet i Serfaus
Skiområdet tæller hele 204 km. pister mellem byerne
Serfaus, Fiss og Ladis og har overvejende røde og blå pister,
som byder på mange oplevelser . Tager I for eksempel
en tur til "Masner-gryden", føler I jer straks langt væk
fra hverdagen. Her er der kun udsigt til de hvidklædte toppe på
alle sider.
Freeridere, der søger udfordringer uden for pisten, har også
optimale forhold. På de nordvendte pister ved Schönjoch ovenfor
Fiss er der flere skiruter og næsten garanti for pulversne. Da der
samtidig ikke er mange "offpiste" gæster, kan man i Serfaus finde
pudder sne i flere dage efter et snefald. Udover området ved Fiss
er der også andre gode steder for offpiste.
Fik vi nævnt, at Serfaus er den by i Østrig, der statistisk
har flest solskinstimer?
Hyggeligt og bilfrit
Serfaus er en gammel bjerglandsby, hvor de traditionelle huse
med træudskæringer står side om side med de nye og flot renoverede
hoteller og bygninger af høj standard. Her i de bilfri gader ligger
indkvarteringer tæt ved alle byens butikker, restauranter og barer.
Med til oplevelserne i Serfaus hører også en tur i hestetrukket
kane, hytteaften på bjerget med efterfølgende natskiløb eller en
kælketur på en af områdets 3 oplyste kælkebaner.
Børnene har super forhold
Børnefaciliteterne i Serfaus er blandt de bedste i Alperne. Der
er blandt andet et lukket skiskoleområde, legeplads og en
børnegondollift. Midt i skiområdet, ved Komperdell-liften er der et
børneland og en snelegeplads, der ligeledes er medvirkende til at
tiltrække børnefamilierne. Den centrale placering af dette
børneland gør det til et oplagt udgangspunkt for skiløb i hele
området. Serfaus er afgjort et af Østrigs mest børnevenlige
skiområder.
Se mere om Serfaus store børnelegeland her